Engelsk, A

Til Søgning
Pris: DKK 550,00

Om faget

I faget engelsk på A-niveau lærer du at forstå, tale og skrive et nogenlunde flydende og korrekt engelsk. Du vil i den sammenhæng lære om det engelske sprogs grammatik, stavemåde og tegnsætning.
Undervisningens faglige niveau er det højeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Du får træning i at bruge opslagsværker og øvrige hjælpemidler i dit arbejde med sproget, og vil kunne opnå et ordforråd som gør det muligt for dig at deltage i en samtale eller diskussion på engelsk om såvel almene som faglige emner.
Du lærer også at analysere og fortolke forskellige teksttyper samt mediestof og film med anvendelse af faglige ord og begreber. Du vil herunder stifte bekendtskab med et bredt udvalg af nyere litterære tekster og mediestof og lære om væsentlige strømninger i britisk og amerikansk litteraturhistorie. Som eksempel på ældre teksttyper kan nævnes uddrag af Shakespeares værker.
Du vil desuden få viden om historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold i Storbritannien, USA og andre engelsksprogede lande.
Der inddrages supplerende stof i undervisningen.
Undervisningen er for en stor dels vedkommende tilrettelagt som emneforløb med flere skriftlige opgaver af stigende sværhedsgrad. Arbejdssproget vil overvejende være engelsk. Du vil blive trænet i både den mundtlige og den skriftlige udtryksform.
I engelsk på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
Der bruges it i undervisningen som støtte for tekstarbejdet og til informationssøgning.

Eksamen:

Der afholdes en centralt stillet skriftlig prøve og en mundtlig prøve.

Den skriftlige prøve:

Grundlaget for den skriftlige prøve er et centralt stillet opgavesæt. Prøvens varighed er fem timer.

Den mundtlige prøve:

Prøven tager udgangspunkt i et ukendt, ubearbejdet materiale, der tematisk er tilknyttet et studeret emne.

Teksterne i prøvematerialet skal have et samlet omfang på tre til fire.

Eksaminationstiden er ca. 30 minutter pr. eksaminand. Der gives ca. 60 minutters forberedelsestid. Eksaminationen indledes af eksaminanden med en mundtlig præsentation på ca. otte minutter og former sig derefter som en samtale mellem eksaminand og eksaminator.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.
Du kan altså ikke blive optaget, hvis du kommer direkte fra 10. klasse, hvad enten 10. klasse er taget på en folkeskole eller anden institution.
For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer.